Kinyemi Koka E'Kani

Desværre er jeg kommet i den situation, at jeg er blevet alene og grundet mit arbejdes karakter kan jeg ikke retfærdiggøre
at have min dejlige hund mere.
Jeg er interesseret i at finde den bedst mulige familie til Kani, han har i næsten 3 år, gjort min hverdag sjovere, og har
været en stor og betydningsfuld del af hele min familie.
Der er ikke skyggen af tvivl i mit sind om at jeg kommer til at savne ham frygteligt. Men jeg elsker min hund så meget
at jeg desværre må erkende at jeg ikke længere kan løfte opgaven tilfredsstillende og derfor har Kani fortjent et bedre sted end det jeg kan give ham.
 
Om Kinyemi Koka E'kani, "Kani", kan jeg fortælle.
En Rhodesian Ridgeback er for dem der kender racen, den eneste rigtige hund at have.
Kani indeholder mere personlighed end jeg havde forstillet mig at en hund kunne besidde,
han ved lige hvornår han skal komme snigende op i sofaen, selvom han ikke må, og så snige sig ind under min arm og putte op ad mig.
 
Kani er knap 3 år gammel, han vejer 40 kg. og må siges at være slank og adræt.
Kani er et socialt anlagt og ekstremt kærligt væsen, han har lige fra første dag jeg fik ham, ville være med hvor det skete.
Hvis jeg lavede mad, lå han på en pude i stuen så han kunne se mig.
Sad jeg i sofaen eller andre steder gjaldt det samme. Flytter man ikke hans pude så han kan ligge der og kigge på os,
så vil han brokke sig, og ikke kunne finde hvile.
Om morgenen er han egentligt meget nem at have med at gøre, jeg står op og gør mig klar til hundeturen imens ligger han på sin pude
for fodenden af sengen og nyder lige den sidste varme. Oftest vil jeg kunne se at han med øjnene følger mig hvis jeg er tæt på,
men han gider ikke så meget som at rejse hovedet. Først når jeg er klar fortæller jeg ham at vi skal ud, og som skudt ud af en
kanon står han ved døren, og vipper til dørhåndtaget med næsen.
Da jeg bor i København starter turen altid med at han kommer på den store flex line, indtil vi når til den park vi skal gå i,
så slipper jeg ham og han lunter frem og tilbage med snuden i jorden og passer faktisk sig selv. Han er virkeligt god til lige akkurat
at være på en sådan afstand at han kan holde øje med mig.
Flok instinktet er stort hos ham, og jeg har oplevet hvordan han kan blive ulykkeelig hvis han isoleres fra "flokken".
Han er som tidligere nævnt vandt til at gå løs, og det har han gjort siden han var 10 uger gammel.
Han er ikke altid vildt interesseret i at møde andre hanner, det er meget varierende, men der styrer han det selv, hvis han gider
så gør han hen til dem, hilser og så videre, og hvis ikke tager han bare en bue uden om.
Jeg har opdraget ham meget fast på ét bestemt punkt, jeg har de få gange det er sket at han har knurret, eller gøet igen af
andres gøen, slået meget hårdt og umiddelbart ned på det. Det har betydet at han kun ifbm. leg gør, ellers aldrig.
Da jeg som følge af flere års gåture rundt i kastelsområde i København, har lært langt de fleste hunde at kende, ved jeg jo også
hvornår jeg lige skal have fat i halsbåndet på ham, men det er 1 måske 2 gange om ugen at jeg møder en af de hunde hvor ejeren
i den anden ende af snoren kæmper med liv og sjæl for at holde deres egne hunde på plads, og der kan Kani i enkelte tilfælde svare
igen med knurren. men det er det.
Jeg har for sjov kaldt ham for "verdens dårligste vagthund" Hvis han har mødt et menneske derhjemme med min accept så er de velkomne,
det har jeg oplevet flere gange med bl.a. håndværkere der efter at have mødt ham 1. gang, så sagtens tør gå ind selv og det er sket uden problemer flere gange.
 
Madmæssigt kan han godt skabe sig lidt, ikke at han som sådan ikke spiser, men i og omkring tævernes løbetid kan han meget
vel finde på ikke at spise ret meget, og nogen gange helt at springe det ene af sine to måltider over.
Kani elsker at køre bil, han springer gladeligt ind i bagage rummet på sin pude, og sidder deromme og kigger ud de første 3-4 min.
Så lægger han sig til at sove og er ellers rolig indtil turen slutter. Til gengæld hader han tog og metro, det er kun i ganske specielle
nødstilfælde at jeg har benyttet mig af offentlige transport midler med ham, for det gør ham bange.
 
Tøjdyr, hundepuzzlespil og træktov er hans yndlingslegetøj. Et tøjdyr han hygge sig med i flere timer om dagen indtil det
simpelthen er slidt op af at blive båret rundt og kastet med.
Siden han var omkring 14 måneder gammel har han ikke tygget eller ødelagt noget overhovedet. Han er god til ikke at rage
ting ned med sin hale, og han er generelt nem at have hjemme. Desværre fælder han som alle andre korthårede hunde, og det skal man vende sig til.

Han synes børn er skønne, desværre er det ikke altid lykken når han og er barn er i
samme hovedhøjde og barnet så har mad, is eller andet i hovedet. Så vil han uundgåeligt
forsøge at slikke det af, og det kan godt for et barn være overvældende.
Men jeg har mange gode erfaringer med ham hvor han har leget i en lukket have med børn,
han finder sig i næsten alt, og ellers søger han bare væk.
 
Kort sagt. En hund der har brug for at blive en del af en familie, gerne et sted hvor han har mulighed for at rende frit rundt i en have e.lign.
Hvis du i har et rutine præget familie liv uden alt for mange vilde ændringer i jeres rytme, så har jeg en kærlig og sød hund til jer.
Så længe at han er socialt stimuleret så er han en ekstremt nem hund at have med at gøre, og hvis i åbner jer for ham,
så lover jeg at I vil falde for ham med det samme.  
 
med venlig hilsen
 
Erik